Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets ydre der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som i Natten vver Skald de ffromme falme
The spell did breake and release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he with men On the surface of - no change No as the Beast within
They him, these fooles A power pure, unveil'd Perception sans
Amongst he walks unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare be harvest agayn From the hearts of men