Da Trolddomen hved - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten Skald de ffromme falme
The spell did breake and gave To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he with men On the of life - no change No change as the Beast
They him, these fooles A power pure, unveil'd sans delusion
Amongst them he unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea Which its deeps
- An animal crawling O'er the wintry All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be harvest From the hearts of men